Den følgende artikel blev første gang publiceret på tysk i:

Nr. 5, 27. Januar 2000, S. 49
Max Stirner -- Dissident geblieben

---

Max Stirner
Forblevet dissident

Hvordan Marx og Nietzsche fortrængte deres kollega Max Stirner,
og hvorfor han åndeligt set har overlevet dem.

Af Bernd A. Laska

Max Stirner? Den filosoferende småborger, som allerede Karl Marx havde vist vintervejen? Anarkisten, egoisten, nihilisten, Nietzsches upolerede forløber? Ja, lige præcis ham. I filosofiens verden får han en dårlig omtale og bliver til nød nævnt periferisk, men han ligger inde med den åndelige dynamik, som en anden senere har gjort fordring på at have præpareret.

Alene navnet Stirner fremkalder letfattelige sentenser som "Jeg er enestående", "Jeg har sat min sag på intet" og "For mig står der intet over mig", der lader ham fremstå som indbegrebet af den ugenerede egoist eller naive solipsist eller...Glemt er han altså ikke. Hans bog "Der Einzige und sein Eigenthum" ["Den Eneste og hans ejendom"]  (1844) - han skrev kun denne ene - foreligger i dag på tysk i Reclams Universalbibliothek, så at sige som en egocentrikkens klassisker (en uforkortet og meget rost dansk oversættelse ved Fritz Wolder er i 1999 udkommet på forlaget HELIKON). Men ingen anser af den grund Stirner for at være aktuel.

Hans tid er, sådan lyder derimod min tese, først nu kommet. Hvad der menes hermed, kan måske bedst forklares med en gennemgang af bogens skæbne, der netop i de mest afgørende faser forløb mærkeligt hemmelighedsfuldt og stadig er næsten ukendt. Den vil også gøre det klart, at og hvorfor den specifikke kerne i Stirners tænkning først nu efter mere end halvandet hundrede år virkelig er blevet aktuel.

Stirner forfattede "Den Eneste"  i forbindelse med unghegelianismen i 1840'ernes Berlin. Denne var, bortset fra sin begyndelse som bibelkritik, det første forsøg i Tyskland på at udvikle en konsekvent ateistisk teori ("sand"/"ren" kritik) og praksis ("handlingens filosofi") i forlængelse af oplysningstiden. Dens toneangivende teoretikere var Ludwig Feuerbach og Bruno Bauer; praktisk-politisk trådte Arnold Ruge og Moses Hess frem som forkæmpere for demokrati og social retfærdighed.

Max Stirner var i starten en lidet påagtet figur i kredsen omkring Bruno Bauer. Den tilintetgørende kritik af hele unghegelianismen, som han præsenterede i "Den Eneste"  kom derfor overraskende for alle. Stirner kritiserede ikke, som de talstærke modstandere af efterhegelianismens "Neue Aufklärung",  filosofferne og eks-teologerne Feuerbach og Bauer for deres ateisme, men tværtimod for den manglende konsekvens i deres tænkning. Det var ganske vist lykkedes for dem at befri sig fra Hegels alt-integrerende system, men ikke virkeligt at bryde ud af den "kristne tryllekreds". Stirners spottende konklusion: "Vore ateister er fromme folk".

De kritiserede forstod ganske udmærket, at Stirner var kommet videre ad deres egen vej, kritikkens. De beundrede ganske vist Stirners dristighed, men veg skræmte tilbage for dens resultat, som i deres øjne var en moralsk nihilisme.

Privat fascineret skrev Feuerbach til sin bror, at Stirner var "den mest frie og geniale forfatter, jeg har kendt"; Ruge, Engels og andre var på lignende måde spontant imponerede - og officielt afvisende, distancerede eller tavse: denne åndelige avantgarde reagerede ambivalent og taktisk på det mest dristige hoved blandt dem. Ingen ville tage Stirners skridt ud over "Die Neue Aufklärung".  Hans "nihilisme" måtte ikke blive konsekvensen af oplysningstænkningen. På denne måde opskræmte var man blind for, at Stirner allerede havde åbnet veje "hinsides nihilismen".

Den refleksagtige afvisning af den Stirner'ske tankegang er karakteristisk for størstedelen af "Den Enestes"  senere re(pulsions- og de)ceptionshistorie. Værket blev til at begynde med glemt i et halvt århundrede. Først i 1890'erne fik Stirner en renæssance, som varede ind i det næste århundrede. Han blev dog ved med at stå i skyggen af Nietzsche, hvis stil og retorik ("Gud er død"; "Jeg, den første immoralist") fascinerede alverden.

Nogle tænkere mærkede imidlertid klart, at Stirner var den mere radikale af de to tænkere, om end han regnedes for at være Nietzsches filisteragtige forløber. Men netop de undlod at tage et offentligt opgør med ham. F.eks. talte Edmund Husserl i en lukket kreds om "Den Enestes"  forførende kraft - og nævnte ikke Stirner én eneste gang i sine skrifter. Carl Schmitt blev som ungt menneske rystet af bogen - og tav om den, indtil han i en fængselscelles nød og forladthed (1947) igen blev "hjemsøgt" af Stirner. Max Adler, austromarxismens teoretiker, kæmpede livet igennem helt privat med "Den Eneste".  Georg Simmel veg instinktivt uden om Stirners "mærkværdige form for individualisme". Rudolf Steiner, oprindeligt en engageret, oplysende publicist, blev spontant begejstret for Stirner, men så sig dog snart ført frem "til en afgrund" af denne og vendte sig mod teosofien. Og anarkisterne, hvis stamfader Stirner ofte er blevet kaldt, opretholdt tavse en distance (som Proudhon, Bakunin, Kropotkin) eller havde et vedvarende ambivalent forhold til ham (Landauer).

Også fremtrædende filosoffer i vor egen tid har tegnet et skrækversion af tankegangen i "Den Eneste",  opfattet som afgrundsdybt dæmonisk. Leszek Kolakowski: Stirner, over for hvem "selv Nietzsche virker svag og inkonsekvent", kan ganske vist ikke gendrives, men må for enhver pris manes i jorden, fordi han ødelægger "det eneste værktøj, der gør det muligt for os at tilegne os værdier: traditionen". Den af Stirner tilstræbte "destruktion af fremmedgørelsen, altså en tilbagevenden til autenticiteten, ville være intet andet end ødelæggelsen af kulturen, en tilbagevenden til det dyriske stade...til den førmenneskelige status". Hans Heinz Holz advarede om, at den "Stirner'ske egoisme" ville føre til menneskeslægtens selvudslettelse, hvis den blev omsat til praksis".

Lignende apokalyptiske bekymringer kan have drevet Jürgen Habermas, da han i sine unge år bandlyste "absurditeten i det Stirner'ske raseri" med sit eget raseri - og siden har han ikke nævnt Stirner, end ikke i teksterne om unghegelianismen. Adorno, der ved slutningen af sin tænkekarriere så sig trængt tilbage til det - før-Stirner'ske - "unghegelianske standpunkt", bemærkede engang kryptisk, at Stirner var den, der virkelig havde "sluppet haren ud af sækken", men tier i sit samlede værk om ham. Peter Sloterdijk på sin side føler ikke noget af alt dette og ryster kun på hovedet af, at den "geniale" Marx "på flere hundrede sider [om Stirner] har hidset sig op over Stirners i grunden ligefremme tankegang".

Karl Marx: hans reaktion på Stirner fortjener, ligesom Nietzsches, at blive fremhævet på grund af hans epokeprægende betydning. Marx betragtede endnu i sommeren 1844 Feuerbach som "den eneste, der virkelig havde frembragt en virkelig teoretisk revolution". Offentliggørelsen af "Den Eneste"  i oktober 1844 rystede dette standpunkt, for Marx fornemmede meget tydeligt dybden og rækkevidden i Stirners kritik. Mens andre, herunder også Engels, i starten beundrede Stirner, så Marx fra begyndelsen i ham en fjende, som det gjaldt om at tilintetgøre.

Først havde Marx i tankerne at skrive en anmeldelse af "Den Eneste". Men han opgav hurtigt denne plan og ville forinden afvente de andres (Feuerbachs, Bauers) reaktion. I sit polemiske skrift "Die heilige Familie. Gegen Bruno Bauer und Konsorten" ["Den hellige familie. Imod Bruno Bauer og konsorter"]  (marts 1845) så han bort fra Stirner. I september 1845 kom Feuerbachs kritik af "Den Eneste"  - og samtidig Stirners suveræne svar på denne. Nu følte Marx sig provokeret til selv at gribe ind. Han afbrød vigtige bestillingsarbejder og styrtede sig over "Den Eneste". Hans Stirner-kritik "Sankt Max",  fuld af skældsord mod den "fattigste hjerneskal blandt filosofferne", kom til at fylde mere end "Den Eneste"  selv. Men efter færdiggørelsen af manuskriptet må Marx igen have vaklet i sine taktiske overvejelser. Enden blev, at Stirner-kritikken ikke blev trykt.

Som et resultat af sin privat førte diskussion med Stirner vendte Marx sig endegyldigt bort fra Feuerbach og lavede et udkast til en filosofi, der i modsætning til Feuerbachs skulle være immun over for Stirners kritik, den såkaldt historiske materialisme. Marx synes dog dengang at have betragtet sin nye teori som noget foreløbigt, for ligesom "Sankt Max"  lod han også den blive liggende i skrivebordsskuffen. Under alle omstændigheder ville han undgå en offentlig diskussion med Stirner. Han kastede sig i stedet ud i det politiske liv, i fejder med Proudhon, Lasalle, Bakunin og andre. Således lykkedes det ham endelig at fortrænge problemet "Stirner" - såvel i psykologisk som idehistorisk forstand.

Den historiske betydning af Marx' fortrængning bliver tydelig, når man undersøger, hvorledes Marx-forskere af enhver observans senere så på Stirner og vurderede hans indflydelse på Marx. De har på forbløffende monoton vis kritikløst fulgt den version, som Engels i 1888 havde givet i sit populære skrift "Ludwig Feuerbach und der Ausgang der klassischen deutschen Philosophie" ["Ludwig Feuerbach og afslutningen på den klassiske tyske filosofi"].  Engels nævner heri kun forbigående Stirner som et "kuriosum" i den "Hegel'ske skoles opløsningsproces" og fejrer Feuerbach som dens overvinder.

Denne version, om end den kronologisk og sagligt er groft forfalsket, blev hurtigt den alment accepterede; den forblev at være det, efter at Marx' "Sankt Max"  var blevet kendt i 1903. Marx' reaktioner på Stirners "Den Eneste"  er ganske vist godt og detaljeret dokumenterede, alligevel har indtil i dag forskerne (Henri Arvon, Wolfgang Essbach) kun undtagelsesvis beskæftiget sig med Stirners afgørende rolle for udarbejdelse af den historiske materialisme - og er kommet til en halvhjertet rehabilitering af Stirner, hvorimod der ikke blev sat spørgsmålstegn ved Marx' vedtagne overlegenhed. Men selv disse arbejder er blevet ignoreret i årtier og er først i de senere år tøvende blevet diskuteret i specialiserede fagkredse.

Facit: Marx' primære fortrængning af Stirner (psykologisk og idéhistorisk forstået) blev fulgt af en sekundær, hvor Marx-forskere af en hvilken som helst retning trods enhver evidens automatisk reflekterede Marx' primære (senest meget tydeligt hos Louis Althusser) og dermed også sparede sig selv for en egen primær fortrængning.

Friedrich Nietzsche, Stirners anden store "overvinder", fødtes i samme år (sågar i samme måned), som Stirners "Den Eneste"  udkom. Men i Nietzsches ungdomsår betragtedes unghegelianismen i sin helhed overalt som useriøs, som nogle enkelte relegerede privatdocenters og skandalepublicisters dårskab i tiden op til revolutionen i 1848. Den unge Nietzsche, utilfreds med sine studiekammeraters "gammelmandsagtighed", roste i et brev imidlertid netop 1840'erne som en "åndeligt levende tid", som han selv gerne ville have været aktiv i. Den direkte kontakt med en unghegeliansk veteran betød da også et afgørende vendepunkt for den senere filosof. I oktober 1865 havde Nietzsche et længere, intensivt møde med Eduard Mushacke, der havde hørt til den snævreste kreds omkring Bruno Bauer og havde stået på venskabelig fod med Stirner. Det umiddelbare resultat var en dyb åndelig krise og en panikagtig "beslutning til fordel for filologien og Schopenhauer".
[»Nietzsches initiale krise« (dansk)]

Nietzsche har med noget held søgt at skjule de direkte spor af dette afgørende åndelige vendepunkt - hvad der giver de tilbageblevne spor så meget mere vægt.

Selv om tingene i Nietzsches tilfælde i alle detaljer ligger anderledes (også hvad angår den positive dokumentation) end hos Marx, kan der dog konstateres en grundlæggende lighed i deres udvikling til meget betydningsfulde tænkere: konfrontationen med Stirner i de unge år; (primær-)fortrængning; udviklingen af en ny filosofi, der forstærker en begyndende ideologisk tidsstrømning og bliver populær ved at afskære sig fra det egentligt foreliggende (og af Stirner fordrede) opgør med de dybere problemer i modernitetens projekt, med "menneskets udtræden af dets umyndighed", og samtidig suggererer en håndgribelig praktisk løsning.

Som hos Marx fulgtes også Nietzsches primærfortrængning af den kollektive sekundærfortrængning blandt Nietzsche-forskere af alle retninger. Den ytrede sig dog i mere fleksible former end i Marx-forskningen. Der er faktisk blevet foretaget sammenligninger mellem Stirners og Nietzsches udsagn; de viste, at Stirner var en forløber for Nietzsche, og også at han ikke var det. Man har stillet det spørgsmål, om Nietzsche kendte "Den Eneste";  det blev bekræftet, og det blev benægtet. Konsekvenser blev der ikke draget af det.

Den mest ekstreme tese blev fremsat af Eduard von Hartmann: Nietzsche var Stirners plagiator. De som havde forstået Nietzsches virkelige præstation, tav.

Filosoffer har, så vidt de har haft en oplysende funktion, altid været dissidenter i deres samtid. Men før eller siden, for det meste posthumt, er deres lære dog blevet integreret i den åndshistoriske arv. Hvad angår den oplyste oplysningskritiker Stirner, er dette dog ikke sket, skønt det overfladisk betragtet kunne synes at være tilfældet. Han er, i modsætning til Marx og Nietzsche, selv indtil vor tid, der ser sig selv som postideologisk og egentlig ikke vedkender sig nogen åndelig dissidens, forblevet en veritabel dissident - en vedvarende dissident.

Den heuristiske værdi af hans værk "Den Eneste"  for nutiden, dets aktualitet, kommer fra denne provokation. At beskæftige sig med det og dets virkninger kan hjælpe os til at forstå den mærkværdige nedgang, som oplysningen projekt har oplevet i de seneste 150 år - og dermed måske stimulere til dets genoplivelse.

Oplysning - hvem der i dag vil gøre dette begreb til temaet for vor tid, bliver næsten uundgåeligt betragtet som naiv og idehistorisk umoden. Vi er, når alt kommer til alt, for længst blevet oplyste, hedder det, og især om oplysningen. Denne tilhører en overstået periode og har længe været kendt for sin dobbelthed: den har, på grund af et tilsyneladende optimistisk, men grundlæggende falsk menneskebillede, aktivt og reaktiv frembragt de morderiske ideologier, som har ført til det 20. århundredes katastrofer.

Denne historiske belæring er blev accepteret af alle, som i det 20. århundrede ville videreføre det 19.'s oplysningsprojekt, i sidste ende også af dem som i 1930'erne skabte en af Marx og Freud inspireret "kritisk samfundsteori", men nogle få år senere stiltiende opgav den og til slut mente, at der i enhver oplysning er gemt en skæbnesvanger "dialektik".

Der er med udråbelsen af det postmoderne hurtigt blevet sat et punktum for de senest rumsterende og for en kort tid opblussende oplysningsambitioner omkring 1968. Efter at oplysningens projektet var blevet diskreditet og antikveret, skulle der nu også nominelt siges farvel til moderniteten for altid. Det nye menneske, om nu ifølge Marx eller efter Nietzsche, har ikke vist sig; den gamle Adam triumferer. Ønsket om et nyt menneske har siden været ildeset eller regnes endog for yderst farligt.

Det er faktisk sådan i dag, at enhver tanke om en genoplivelse af oplysningsprojektet allerede paralyseres i sin kim derved, at de bærende ideer hos de sidste oplysere, som udøvede en massiv påvirkning, Marx og Nietzsche, er blevet grundigt nedvurderet af det 20. århundredes historiske erfaringer. Denne ideernes bankerot lod også dem tabe modet, der ansigt til ansigt med den allestedsnærværende irrationalisme ganske enkelt ikke kunne tro, at menneskeheden - om det også bare var dens mest fremskredne del - allerede var passeret ud ad "umyndighedens udgang"; at det sidste ord var sagt om den menneskelige fornufts muligheder.

Men de hidtil dominerende oplysningsideers bankerot åbner også for en chance. Nu da Marx' og Nietzsches nimbus er skrumpet ind, burde det være muligt at vende tilbage til det sted i idehistorien, som man indtil nu i vidt omfang har undergået, og hvor fejludviklingen tog sin begyndelse: til unghegelianernes radikale oplysningsdebatter i 1840'erne, hvorfra først Stirners ideer udgik, og senere, som en reaktion på dem, Marx' og Nietzsches.

Stirner kritiserede sin tids radikale oplysere for, at de kun havde "dræbt Gud", det "hinsides uden for os"; at de, de "fromme ateister", havde bibeholdt det religiøse grundlag for den religiøse etik, det "hinsides i os", og kun havde givet denne en verdslig form. Men den virkelige befrielse fra årtusinders lænker ville kun være bragt til ende, når heller ikke dette "hinsides i os" længere fandtes.

Med det "hinsidige i os" mente Stirner ret præcist den psykiske instans, som Freud i 1923 gav det rammende navn "over-jeget". Over-jeget opstår i individet som det væsentligste resultat af barnets socialisering. Det forbliver højborgen for de værdiholdninger, der blev indpræget tidligt i livet på præ- og irrationel vis, og som senere kun i meget begrænset omfang kan påvirkes af fornuften. Over-jeget er, selv om individet anser det for at være helt hans eget, indbegrebet af heteronomi. (sml. hertil "Die Negation des irrationalen Über-Ichs bei Max Stirner" ["Negationen af det irrationelle over-jeg hos Max Stirner"] )

Stirner var af den opfattelse, at det stadium i menneskets udvikling, som er kendetegnet af adfærdsstyringen ved hjælp af det præ- og irrationelt frembragte over-jeg, med oplysningens fuldendelse ville gå over i et stadium, hvor selvstyringen, dvs. individernes sande autonomi, ville komme til at udvikle sig.

Men denne tanke har hidtil overalt, hvor den er blevet fremsat, givet anledning til intensive forsvarsreaktioner, også hos oplyseren Freud, der ville se over-jeget fast forankret i biologien, evigt og uudryddeligt. Freud gjorde psykoanalysen populær under mottoet "Hvor Det var, skal Jeg være!" (bemærk: et jeg med over-jeg). De få psykoanalytikere, som har forsøgt at befatte sig med alternativet "Hvor Over-jeget var, skal Jeg være!", blev uden besvær kørt ud på et sidespor. Men det er et andet kapitel i historien om oplysningens helt og aldeles udialektiske selvlammelse.