Nietzsches initiale krise

Friedrich Nietzsche 1864

»Da jeg var ung, mødte jeg en farlig guddom, og jeg havde ikke lyst til at fortælle nogen om, hvad der dengang randt mig igennem sjælen - af både gode og dårlige sager. Således lærte jeg betids at tie, ligesom at man tier bedst ved at tale; og at et menneske, der har noget bag sig, har brug for at have noget foran sig, det være sig i forhold til andre eller til sig selv. For man har brug for noget at dække sig bag for at blive helbredt for sig selv, og for at gøre det muligt for andre at leve med os.« Friedrich Nietzsche 1885 (1)

1. Indledning og overblik

Nietzsches liv og værk er nok blevet gransket mere udførligt og kritisk end de fleste andre filosoffers; (3) men når det drejer sig om den afgørende fase, da den unge Nietzsche blev filosof, har hans mange biografer for det meste nøjedes med ukritisk at tage hans egne oplysninger for gode varer. (4) At Nietzsche i slutningen af oktober 1865 pludselig vendte sig til den Schopenhauer'ske filosofi, forklarer man som regel stadigvæk med det, Nietzsche selv kalder en "tilfældighed". Man betragter det heller ikke som noget, der kræver en særlig forklaring. Jeg har imidlertid nærmere undersøgt dette for en stor del mørklagte kapitel i Nietzsches livsforløb og herunder gjort en overraskende opdagelse, nemlig at Nietzsche i første halvdel af oktober 1865 havde en kortvarig, åbenbart meget intensiv, men straks igen afbrudt forbindelse med Eduard Mushacke, en tidligere nær ven af Max Stirner (»Der Einzige und sein Eigenthum« 1845 [okt. 1844], dansk »Den Eneste og hans ejendom«, HELIKON 1998).

Denne opdagelse gør det muligt at kaste et nyt, denne gang kritisk lys over den tidlige fase i Nietzsches udvikling. Den hidtidige forskning har været hæmmet af visse blokeringer, når det gjaldt om at foretage en sådan undersøgelse. Disse blokeringer har stillet sig hindrende i vejen for en seriøs afprøvning af den formodning, at det var den unge Nietzsches møde med Stirners »Den Eneste« - et møde der for året 1865 ganske vist kun lader sig postulere - der var den afgørende årsag til hans initiale krise, den krise der gjorde ham til filosof.

Den stærkeste blokering er det faktum, at Stirner-Nietzsche-spørgsmålet - spørgsmålet om hvorvidt Nietzsche har kendt Stirners bog og har modtaget vigtige impulser fra den - allerede omkring år 1900 var genstand for en omfattende diskussion og til slut blev lagt ad acta som værende uden betydning, først og fremmest fordi Stirner blev betragtet som værende uden betydning for filosofiens historie. Denne blokering har vokset sig væsentligt stærkere i løbet af 1900-tallet, ved hvis afslutning Nietzsche nyder stor international anseelse, mens Stirner selv i Tyskland er nærmest ukendt.

Det er derfor nødvendigt at gå baglæns i tiden og så at sige foretage et "arkæologisk udgravningsarbejde" for at komme tilbage til det, der er det egentlige udgangspunkt, til Nietzsches "initiale krise". Det vil ske først ved at analysere de nyere fremstillinger af Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, derpå ved - efter en nødvendig og for undersøgelsen befordrende sidebemærkning om den skjulte Stirner-reception - at se på diskussionerne i 1890'erne, for til slut at rekonstruere den unge Nietzsches situation i oktober 1865. Det videregående spørgsmål, om en sådan rekonstruktion af Nietzsches initiale krise vil revidere synet på filosoffens videre udvikling og i sidste ende kan bidrage til at afdække årsagerne til hans finale krise, vil ikke blive taget op her.

2. Stirner-Nietzsche-spørgsmålet i dag

Navnet Max Stirner har haft den dårligst tænkelige klang inden for filosofien, ja, inden for kulturlivet i bred forstand - hvis han ikke ligefrem var "glemt" (hvad han var indtil 1890'erne og igen fra 1910'erne). Stirner gik for at være en begrænset personage, han var en udstødt, én man ikke skulle røre ved, en åndens paria. Det var noget, der ligesom sagde sig selv, en begrundelse havde nærmest været malplaceret. Holdningen blev repræsenteret af Alois Riehl, en af de første filosofiprofessorer, som værdigede Nietzsche en monografi. Heri strejfer han Stirner på tilbørlig forbigående vis og uden at nævne hans forkætrede navn. Citat: "Og det afslører en endnu mindre evne til at skelne mellem ånderne, når man stiller Nietzsche op ved siden af den ufrivillige Fichte-parodist, forfatteren til bogen »Den Eneste og hans ejendom« - for det betyder ikke andet, end at man anbringer skrifter af en næsten eksempelløs talens magt og et geniets skæbnesvangre kraft ved siden af en litterær kuriositet." (5) Nietzsche derimod blev, også af sine fjender, for det meste respekteret som en åndfuld forfatter, en blændende stilist og en skarpsindig psykolog. Som følge heraf havde Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, der blev rejst af rent polemiske grunde, en vis sprængfarlighed i årene omkring 1900 (se nedenfor).

I dag betragter man selvfølgelig ikke længere Stirner som en paria, forudsat man da kender ham, men ganske simpelt som en ubetydelig bifigur. Han har derfor gennem lang tid heller ikke været omtalt i de fleste Nietzsche-monografier. Og man finder kun sjældent en forfatter, som blot flygtigt tager Nietzsche-Stirner-spørgsmålet op. Sker det endelig, så kun for endnu en gang for at lægge det til side som irrelevant. Spørgsmålet om, hvorvidt Nietzsche har kendt Stirner, spiller ingen rolle længere. Om det skal besvares med et ja eller nej: Henning Ottmann sammenfatter efter en kort skitse sit standpunkt således: "Nietzsches åndelige horisont, der rækker fra antikken til den moderne tid, er altid bredere. Han var ikke åndeligt beslægtet med den småborgerlige species anarchistica [Stirner]." (6) Også Rüdiger Safranski afslutter sin Stirner-omtale med en bemærkning om, at Nietzsche ville have opfattet Stirner som "frastødende" og som en "småborger". (7) Alligevel kan man hos begge disse Nietzsche-eksperter fornemme en mærkværdig ambivalens. Safranski taler om Nietzsches "bemærkelsesværdige tavshed" om Stirner, Ottmann, uden at anføre nogen særlig grund til det, om "en af de mere intelligente Nietzsche-legender". Ingen af dem tager dog virkelig spørgsmålet op - hvad der bliver delvis forståeligt, når man kender til den "skjulte reception" af »Den Eneste« (se nedenfor).

Stirners årelange næsten etablerede marginalposition har ført til, at kendskabet til ham og hans ideer er blevet om muligt endnu mere nødtørftigt. Det har blandt andet resulteret i, at man kun hæfter nogle almindelige, ureflekterede og i alle tilfælde ikke rammende etiketter på ham: unghegelianer, anarkist, nihilist eller solipsist. Et interessant eksempel på, hvilke udslag dette manglende, men selvfølgelig "tilgivelige" ukendskab til Stirner kan give, finder vi i Curt Paul Janz's trebinds Nietzsche-biografi, et stadigvæk toneangivende, i øvrigt pinligt omhyggeligt og flere gange revideret værk. (8) På den halve side, Janz afsætter til Stirner-Nietzsche-spørgsmålet (plus tre sider dokumenter), begår han fire til dels graverende fejl. Og ikke nok med det: disse fejl i det mest udbredte standardværk om Nietzsche er endnu ikke, efter godt to årtier, blevet bemærket, hverken af de førende Nietzsche-eksperter, der har bistået Janz, herunder Karl Schlechta og Mazzino Montinari, eller af et stort og veloplyst publikum. De går igen i den nyeste, nok engang reviderede udgave af værket, (9) og skal derfor kort nævnes her:

1. I dé aftrykte breve om Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, som Köselitz sendte til Overbeck (III, s. 343 ff.), omtales flere gange en vis Markay. Det drejer sig her utvetydigt om Stirner-biografen og Stirner-udgiveren John Henry Mackay, hvis navn kendes af enhver, der ikke bare af omtale har hørt om Stirner. Janz har afskrevet forkert, han kan ikke identificere Markay og følgelig heller ikke angive ham i registeret med fornavn.
2. En anden person, Janz åbenbart heller ikke kender, er Lauterbach, der forekommer i et citeret brev, og som Janz på grund af manglende kendskab til fornavnet blot anfører som "hr." i registeret. Det drejer sig her om Paul Lauterbach, udgiveren af den tidlige Reclam-udgave af Stirners »Den Eneste«.
3. På det sted hvor Janz selv kort berører Stirner-Nietzsche-spørgsmålet (III, s. 212 f), omskriver han frit en artikel af Resa von Schirnhofers, hvori en publikation om Stirner fra 1894 fejlagtigt dateres til 1874. Janz bemærker ikke denne notoriske trykfejl og opstiller på basis af den falske tidsangivelse en - naturligvis - tvivlsom formodning.
4. Da Janz, lige så ukritisk som alle andre mig bekendte Nietzsche-biografer, overtager Nietzsches egen beretning om, hvordan han blev filosof og om, hvordan han fra den ene dag til den anden blev en begejstret Schopenhauer-tilhænger, konstaterer han nok et afgørende vendepunkt i Nietzsches åndsliv, da denne flytter fra Bonn til Leipzig, men undlader at tage den nærliggende årsag hertil i betragtning, nemlig det umiddelbart foranliggende, to uger lange, intensive møde med Mushacke senior. Han skøjter hen over Eduard Mushacke som en i den grad uvigtig biperson, at han skødesløst angiver hans fornavn som Eberhard i registeret. (10)

3. Sidebemærkning: den skjulte Stirner-reception

For eksempel så Ludwig Klages under studiet af Nietzsche sig flere gange foranlediget til at "ihukomme" forfatteren Stirner, selv om han ikke troede, at Nietzsche havde kendt ham. Klages indrømmer den "rent ud dæmoniske dialektiker", at han "ofte går mere radikalt, mindre vidtløftigt, vivisektorisk mere præcist til værks og ikke sjældent præsenterer sine konklusioner med færre ord" end Nietzsche, og i Stirner ser han den antipode til Nietzsche, som virkelig "skal tages alvorligt". Derfor er Nietzsche også så uendelig vigtig, for: "Den dag, Stirners program skulle gå hen og blive alles overbevisning ... ville blive "dommedag" for menneskeheden". (11) På lignende vis ytrede sig en tænker med en helt anden baggrund, marxisten Hans Heinz Holz. Han advarede om, at "den Stirner'ske egoisme, hvis den blev omsat til praksis, ville føre til menneskeslægtens selvødelæggelse". Eks-marxisten Leszek Kolakowski har med hensyn til »Den Eneste« denne apokalyptiske vision: den af Stirner efterstræbte "destruktion af fremmedgørelsen, altså en tilbagekomst til autenciteten, ville ikke være andet end en ødelæggelse af kulturen, en tilbagevenden til den dyriske tilværelse ... til den før-menneskelige tilstand". Selv Nietzsche synes ifølge Kolakowski "svag og inkonsekvent i sammenligning med ham". (12) Og Roberto Calasso, vinderen af Premio Nietzsche 1989, skriver: "Fra flere sider forlyder det også, at man må gå ud fra, at en fremtidig filosof ikke vil kunne befatte sig med sådan noget som Stirner. [ ... ] Stirner er forsat udstødt fra kulturlivet [ ... ]. Særlig mærkbar er Stirners tilstedeværelse hos de forfattere, der forbigår ham i tavshed eller aldrig taler om ham i offentliggjorte tekster, hos Nietzsche og Marx". Også Calasso ser i Stirners »Den Eneste« den "kunstige barbar", det "antropologiske monstrum" osv., den vestlige civilisations Menetekel. (13)

Det vækker til eftertanke, at ingen af disse forfattere har fundet Stirner værdig til at blive imødegået med en argumenterende kritik, og at deres stærke udtalelser for det meste falder i mindre vigtige passager, ligesom i forbigående eller tilfældigt.

Disse eksempler turde være tilstrækkelige til at dokumentere den kendsgerning, at der eksisterer en bred, men i vidt omfang skjult Stirner-reception. Den udtrykker sig overvejende i antydninger, der skal indikere Stirners kulturfjendtlige dæmoni og hans ideers absolutte ondsindethed, noget som enhver såkaldt dannet læser forudsættes at være indforstået med.

Hos enkelte forfattere, der har skrevet mere forsigtigt og disciplineret, virker omtalen af Stirner som en fejlreaktion: Edmund Husserl nævner ham ikke én eneste gang i sine tekster, breve osv., ikke fordi han ikke kendte til Stirners ideer, eller fordi han betragtede dem som intetsigende, men fordi han, hvad der vel kun er blevet overleveret af vanvare, ville beskytte sine elever (og sig selv?) imod hans "fristende kraft". (14) For Carl Schmitts vedkommende blev det først den ekstreme eksistentielle situation i fængslet, der fik ham til at rykke ud om sit forhold til Stirner, som han havde kendt siden sin ungdom, men forholdt sig tavs om. (16) Theodor Adorno indrømmede ganske vist i en snæver kreds, at Stirner var den, der havde "lukket katten ud af sækken", men undgik pinligt omhyggeligt at forholde sig argumenterende til ham eller blot at omtale ham (16). De uudtalte grunde, som sådanne våbenbrødre har - deres antal kan man næppe danne sig en realistisk forestilling om - turde være de samme som hos de ovenfor nævnte fortalere for de apokalyptiske visioner.

Andre forfattere, i den senere tid de allerede omtalte Ottmann og Safranski, foregiver at være nøgterne og suveræne, dog mærker man hos dem en underlig ambivalens i forhold til Stirner - den fandtes prototypisk allerede hos den unge Marx - som de søger at komme udenom ved hjælp af tesen om Stirners "småborgerlighed".

De nævnte forfatteres indædte modstand mod Stirner - undermineret af deres egne mere eller mindre behændige bestræbelser på at forhindre, at han via dem skulle vinde større anerkendelse - er hævet over enhver tvivl. En sådan indstilling træffer man langt hyppigere hos filosoffer end hos teologer. Dog har kun sjældent nogen ladet sig henføre til så markante ord, som den tidligere Nietzsche-beundrer og filosofiprofessor i Basel Karl Joël gør det i sit opus magnum: »Den Eneste« er, skriver han, den "mest vilde kætterbog, der nogen sinde er skrevet af menneskehånd", med den har Stirner grundlagt et veritabel "satanreligion". (17) Joël formulerer sig meget kort og klart: "Stirner" er for mange ikke-teologer ensbetydende med det, teologerne kalder "Den Onde". Det forklarer, hvorfor de for det meste kun vagt eller måske utilsigtet ytrer sig om grundene til deres modstand, og hvorfor man ikke behøver at nævne, endsige retfærdiggøre sin forsvarsmetode - man forholder sig tavs om Stirner og søger at lukke munden på ham, om nødvendigt bakket op af en moderigtig "overvindelsesteori" (paradeeksemplet er Karl Marx) - og endelig hvorfor ingen spørger om disse grunde. (18)

Jeg har derfor fremstillet Stirners egentlige virkningshistorie - der findes begravet under en bunke konventionel Stirner-litteratur - i bogen »Ein dauerhafter Dissident« som en re(pulsions- og de)ceptionshistorie. Den begynder med Feuerbach, Bauer, Ruge og Marx, omfatter et betragteligt antal tænkere fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og rækker frem til vore dages Jürgen Habermas. (19) Om også Friedrich Nietzsche hører med i denne række af prominente navne, er et spørgsmål, jeg vil vende tilbage til sidst i artiklen.

4. Stirner-Nietzsche-spørgsmålet engang

Spørgsmålet om Nietzsches forhold til Stirner lå under alle omstændigheder lige for, og straks det var blevet rejst, vakte det - mere herom senere - en betydelig interesse. Man fremhævede de slående ligheder mellem de to tænkere og formodede, at den senere af dem, Nietzsche, havde kendt den tidligere, også selv om han ikke nævner ham nogetsteds. En omfattende efterforskning gik i gang for at finde spor, der kunne bekræfte dette, men gav kun beskedne resultater. Man endte med at henlægge sagen, også fordi yderligere anstrengelser ikke syntes retfærdiggjorte - jf. citatet af Riehl ovenfor. Hundrede års Nietzsche-forskning og historisk-kritiske udgivelser af hans værker, breve, notater og fragmenter har ikke kastet nyt lys over hans forhold til Stirner. Således er vor viden om Stirner-Nietzsche-spørgsmålet i dag nogenlunde den samme, som den man havde omkring 1910. Der er, som også Janz konstaterer, "indtil i dag ikke givet noget definitivt svar" på det - hvad der imidlertid ikke betyder, at man inden for Nietzsche-forskningen ser dette som en udfordring.

Måske kan denne artikels korte fremstilling af Stirners skjulte virkning på prominente tænkere fra Marx til Habermas samt opdagelsen af nye enkeltheder i Nietzsches livsforløb genskabe interessen for spørgsmålet. For det er rimeligt at antage, at det mest sandsynlige svar, man i dag kan give på det, ikke skal opfattes som blot en afklaring af et filosofihistorisk detailproblem. (20) Men lad os alligevel starte med at se på det som et sådant, og det helt fra begyndelsen.

4.1 »Den Eneste« i undergrunden

Stirners kritik kom i første omgang som et chok for unghegelianerne. Den angrebne Feuerbach - i et brev kaldte han Stirner "den mest geniale og frie forfatter, jeg har kendt" - (21) skrev et forsvarsskrift. Stirners suveræne svar bragte den unge Feuerbach-tilhænger Karl Marx i en situation, man med rette kan betegne som hans "initiale krise". Han distancerede sig fra Feuerbach uden dog at slutte sig til Stirner, men skrev i stedet feberagtigt en rasende "Anti-Stirner", hvori han gennemgik »Den Eneste« sætning for sætning. I denne proces undfangede han sine første ideer til den "historiske materialisme", rammen, som han gennem resten af sit liv udfyldte med økonomiske studier. Marx frygtede formentlig, at hans "Anti-Stirner" kunne komme til at lide samme skæbne som Feuerbachs forsvarsskrift og undlod at trykke manuskriptet. (22)

Allerede i året 1847, endnu før urolighederne i marts '48, var Stirners chokerende bog "glemt". Og med vandskellet i '48 skabtes der et politisk klima, hvor unghegelianernes ateistiske oplysning blev gjort til tabu, og naturligvis især Stirners radikalisering. Dens vigtigste repræsentanter (Feuerbach, Bauer, Marx) forfægtede den heller ikke længere og tilpassede sig på hver deres måde de ændrede politiske forhold.

Stirner selv kom hurtigt derefter i materiel nød og døde i 1856. På dette tidspunkt var han allerede blevet en uperson, en man ikke rørte ved, en åndens paria. Indtil slutningen af 1880'erne, et tidsrum der er nogenlunde sammenfaldende med den "sunde" del af Nietzsches liv, blev Stirner stort set ikke offentligt omtalt. Derimod brillerede i 1860'erne tænkere som Schopenhauer, Hartmann og Lange, som Nietzsche ofte refererer til i sine skrifter og breve. Kan han have fået kendskab til Stirner gennem dem?

Arthur Schopenhauer (1788-1860) har aldrig nævnt Stirner. Eduard von Hartmann (1842-1906) behandler kun kortfattet Stirner i sin succesrige debutbog »Det ubevidstes filosofi« (1869), men netop dette kan virke påfaldende, for han lader den opmærksomme læser forstå, at han altid selv har stået på Stirners standpunkt, og at han har overvundet det med dette værk. (23) Friedrich Albert Lange (1828-1875) kommer i sin berømte »Materialismens historie« (1866) ind på Stirner med få, men rammende ord. Han betegner hans bog som "den mest ekstreme, vi overhovedet kender", kalder den "berygtet" og - går så hurtigt videre, idet han straks derpå hævder, at den ikke står i nærmere forbindelse med materialismen. (24)
Omtalen af Stirner hos Hartmann og Lange er de vigtigste i disse fire årtiers undergrund, især vigtige i vor forbindelse fordi Nietzsche har studeret begges værker grundigt. I øvrigt forholdt det sig åbenbart, som en ukendt samtidig skrev: "Max Stirner - hvilket smædet og forhadt navn!... Ja, hvis nogen kan klage over at være blevet sat udenfor, så er det ikke Schopenhauer, men Stirner". (25)

I begyndelsen af 1880'erne skete der en gradvis ændring af det åndelige klima i Tyskland. En ny generation af litterater, der kaldte sig "naturalister" eller "realister", trådte frem og knyttede an til den så længe forkætrede og fortrængte radikalisme i tiden op til revolutionen i 1848. Det første nummer af »Kritische Waffengänge«, udgivet i 1882 af Julius og Heinrich Hart, signaliserer denne tendens. Samtidig og på samme forlag udkom den anden udgave af Stirners »Den Eneste«. Men tiden var endnu ikke inde for det "berygtede" og "marginaliserede" værk: det blev mødt med offentlig tavshed. Heller ikke de unge litterære rebeller vovede sig i nærheden af det.

Først nogle år senere kom Stirner ind i diskussionen, betegnende nok som en slags bussemand i den dengang standende propagandastrid mellem nogle af tidens forskellige verdensanskuelser. Friedrich Engels forsøgte i 1886 at pådutte anarkisterne Stirner som deres "profet". (26) Og Eduard von Hartmann instrumentaliserede ham noget senere i sin kamp mod Nietzsche. Det er usvigelige indicier for, at Stirner dengang var almindeligt berygtet - hvad ingen fandt nødvendigt at begrunde - for Engels og Hartmann var sikre på, at de ville ramme deres respektive fjender afgørende, hvis de gjorde dem til åndelige efterkommere af den berygtede paria. (27)

Fra midten af 1880'erne fik Nietzsche et større publikum. Indtil da havde hans skrifter været lidet kendte uden for hans egen vennekreds. I nogle Nietzsche-beundreres private cirkler har Stirner, mere præcist Nietzsches tavshed om ham, tilsyneladende været en kilde til dyb irritation. Det ses blandt andet af en lige så forsigtig som impertinent forespørgsel til Nietzsches ven Franz Overbeck. Forespørgslen kom fra Wien og var indeholdt i et langt brev, der vrimlede med flere andre spørgsmål. Den lød således: "En kender af Nietzsches skrifter uden for vor kreds har udtalt den formodning, at Max Stirners libel »Den Eneste og hans ejendom« ikke har været uden betydning for Nietzsches senere konception". Om det kunne passe? (28)

Nietzsche selv kom under hele sin litterært produktive henholdsvis åndeligt vågne periode åbenbart aldrig i den situation at blive konfronteret med det siden hen så ofte stillede spørgsmål om, hvorvidt han kendte Stirners »Den Eneste«. Og da det var kommet så vidt, at hans berømmelse var inden for rækkevidde, da havde han - som havde han anet arten af de spørgsmål, han ville blive stillet overfor, efter at han var blevet berømt - i begyndelsen af 1889 trukket sig tilbage fra det åndelige liv uden at have efterladt sig ét eneste ord om sit forhold til Stirner.

4.2 Opdagelsen af »Den Eneste«

Nietzsche-modstanderen Eduard von Hartmanns fanfare var optakten til en bred diskussion om Stirner-Nietzsche-spørgsmålet og til den første såkaldte Stirner-renæssance. Efter næsten et halvt århundrede i den litterære undergrund udkom så i 1893 på Nietzsche-beundreren Paul Lauterbachs energiske initiativ Stirners »Den Eneste« i Reclams »Universalbibliotek«, hvad der med ét slag gjorde forfatterens navn kendt i vide kredse.

Baggrunden for Hartmanns og Lauterbachs aktiviteter er i høj grad lærerig for forståelsen af Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, for begge gik effektivt i brechen for at skabe opmærksomhed omkring »Den Eneste« uden på nogen måde at være Stirner-tilhængere. Her skal vi dog kun kortfattet berøre deres motiver og aktiviteter.

Eduard von Hartmann var i 70'erne og 80'erne, til forskel fra Nietzsche, en meget succesrig filosofisk skribent. Hans debutbog "Det ubevidstes filosofi" kom i 1869 og blev straks en bestseller, trykt i hele 12 oplag. Bogen er på ca. 700 sider, og kun tre er helliget Stirner, mærkværdigt få, når man betænker, at den, hvilket han i forbigående lader forstå, ikke mindst er resultatet af hans bestræbelser på at overvinde Stirner (jf. ovenfor).

Nietzsches reaktion på Hartmanns bog beviser på den ene siden hans fine psykologiske sans og sikre blik for det væsentlige, men er på den anden side også ret oplysende om, hvordan han forholder sig til en konfrontation med Stirner. Denne konfrontation kan han umuligt have undgået, da han i 1874 - Hartmanns bog forelå allerede i 5. oplag - i den anden af sine »Utidssvarende betragtninger« med ætsende-ironisk polemik angreb Hartmann som "den lille modefilosof". Nietzsche behandler nemlig heri netop det kapitel, der indeholder de tre Stirner-sider. Det mest påfaldende i denne forbindelse er, at Nietzsche ikke nævner Stirner med ét eneste ord. Han læser, citerer, polemiserer og argumenterer virtuost uden om ham. Dette må på den anden side straks have sprunget Hartmann i øjnene, han der selv få år tidligere havde stået på "Stirners standpunkt" og kun overvundet dette med et vist besvær. Han vil utvivlsomt have mærket den samme bestræbelse hos Nietzsche. Denne intime solidaritet med Nietzsche - og Nietzsches manglende succes hos publikum - har formentlig dengang afholdt Hartmann fra at reagere på Nietzsches angreb. Først halvandet år senere, da han følte sig truet af Nietzsches pludselige berømmelse, greb han til "modkritikkens" våben. (30)

Paul Lauterbach (1860-1895) var ved siden af Hartmann og Stirner-biografen Mackay vel den, der ydede det største bidrag til Stirner-renæssancen. Lauterbach var gennem vennen Heinrich Köselitz (i mange år en slags sekretær for Nietzsche under navnet "Peter Gast") blevet gjort bekendt med Nietzsche og blev en af dennes første begejstrede tilhængere. Hans energiske indsats for at give Stirners »Den Eneste« en vid udbredelse gennem en Reclam-udgivelse var den første etape i hans strategisk planlagte kampagne til fordel for Nietzsche. Mens Hartmann havde trukket Stirner frem for at bringe Nietzsche i miskredit og anbefale sig selv som den, der havde overvundet den "farlige" Stirner, ville Lauterbach præsentere Nietzsche som Stirners sande overmand, "som den store efterfølger og viderefører og [frem for alt] omskaber". Lauterbach ville blotlægge den store åndelige fare, som også han så i »Den Eneste«, for over for publikum at anbefale Nietzsche som den, der var i stand til at mane Stirner i jorden: "Mit forord [til Stirners »Den Eneste«]", skrev han i et brev til Köselitz, "har det ene formål at beskytte de uskyldige imod Stirner og mystificere og lamme de ondsindede, i det væsentlige med Nietzsches hjælp". (31)

Altså hovedsagelig som følge af disse hinanden modsat rettede aktiviteter fra Hartmanns og Lauterbachs side udspandt der sig en heftig diskussion omkring Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, for størstedelen ført i kulturtidsskrifter og på avisernes kultursider. I sammenligninger mellem de to tænkeres skrifter påvistes talrige overensstemmelser og ligheder, men også gravende, uforsonlige modsætninger. Mange var forbløffede over, at man hos Nietzsche intetsteds fandt Stirner nævnt; andre forstod, at han ikke ville lade sig unødigt kompromittere af sit kendskab til Stirner, for han var jo, som de fleste mente sammen med Friedrich Heman, filosofiprofessor i Basel, "en meget mere fintfølende, fornem, åndrig, videre- og højereskuende tænker, hvis sidste formål og mål ragede tårnhøjt op over Stirners tanker, der bevæger sig på livets bundfald". (32)

4.3 Stirner-Nietzsche-spørgsmålet: ikke besvaret

Endelig kom der så også en udtalelse fra Adolf Baumgartner, der havde været Nietzsches yndlingselev i dennes første tid i Basel, men snart derpå havde distanceret sig fra ham. Baumgartner, i mellemtiden professor i oldtidshistorie i Basel, huskede, at han i 1874 havde lånt Stirners »Den Eneste« på universitetsbiblioteket i Basel, og forklarede, at han havde gjort det på Nietzsches anbefaling. Lånet kunne bekræftes ved en gennemgang af det gamle lånerkartotek. Baumgartner har intet berettet om læsningen af Stirner og eventuelle følger heraf, endsige om samtaler herom med Nietzsche, skønt han efter 25 år stadig huskede bogen selv og Nietzsches ord, da han anbefalede den ("Det er det mest konsekvente, vi besidder"). Måske er hans senere, gådefulde udtalelse om, at Nietzsche "for første gang" skal have "...drejet det store hjul om" i ham, relateret til denne begivenhed. (34)

Nietzsches søster Elisabeth blev derimod ikke træt af at samle "modbeviser", idet hun forsøgte at få alle de af brorens venner og bekendte, hun kunne opdrive, til skriftligt at bekræfte, at han over for dem aldrig havde talt om Stirner . (35) Mazzino Montinari, som gennem sit indgående kendskab til Nietzsche-arkivet vidste besked med Elisabeths udfoldelser, stod, fordi hans bedømmelse af Stirner var helt konventionel, uforstående over for hendes "uudgrundelige motiver". (36) Mistanken om, at Elisabets iver kunne være næret af hemmelige oplysninger om Stirners rolle for Nietzsches udvikling, lå ham fjernt. Søsteren bestred i hvert fald i forskellige artikler energisk, at Nietzsche skulle have haft noget som helst kendskab til »Den Eneste«, men hun var klog nok til at lade temaet falde, så snart den offentlige interesse for spørgsmålet begyndte at tage af.

Franz Overbeck, Nietzsches vel mest forstående og pålidelige ven, samt den med den bedste dømmekraft, kom efter en pinlig omhyggelig gennemgang af alle aspekter til denne slutning: "Der består ingen tvivl om, at Nietzsche har forholdt til Stirner på en ejendommelig måde. Men når han her ikke har ladet sin store habituelle meddelsomhed råde uhæmmet, så er det dog bestemt ikke sket for at udelukke en eller anden indflydelse fra denne (som i ordets præcise betydning slet ikke foreligger), men fordi han fra Stirner havde modtaget et indtryk, som han generelt foretrak at bearbejde alene med sig selv [ ... ]. Jeg hævder følgelig, at Nietzsche har læst Stirner. Det kan for modstanderne af hans bøger uden videre gælde som grund nok til at betragte ham som en plagiator. De, der har kendt ham personligt, vil sidst af alt komme på den tanke". (37)

5. Nietzsches initiale krise

5.1 Eufori i Berlin

Bagatellisere eller dæmonisere, bevidstløs snakken eller bevidst tien - hvem der er bekendt med »Den Enestes« re(pulsions- og de)ceptionshistorie, véd tilstrækkeligt om disse ting og stiller sig derfor heller ikke tilfreds med Overbecks behændige udenomssvar. Han ser det tværtimod som en udfordring til at forske videre i Stirner-Nietzsche-spørgsmålet - men ikke ad den hidtil fulgte, udsigtsløse vej, der har bestået i at forfølge de mange mere eller mindre udviskede spor af »Den Eneste« i Nietzsches værker. Selv om det også med sandsynlighed kunne påvises, at Nietzsche havde plagieret Stirners ideer, ville det, isoleret betragtet, næppe være af større interesse i dag. Men det kunne have betydelige konsekvenser, hvis man kunne finde belæg for den antagelse, at konfrontationen med Stirner hos Nietzsche har udløst dén "initiale" åndelige krise, der gjorde ham til filosof.

Lad os derfor begynde med at stille to sammenhængende spørgsmål:
1) Hvornår har Nietzsche med størst sandsynlighed læst Stirners »Den Eneste«?
2) Hvilke umiddelbare følger af dette møde lader der sig rekonstruere på basis af eksisterende dokumenter?

Kun disse spørgsmål, ikke de videregående konsekvenser, skal undersøges her.

At dømme efter Ida Overbecks og Adolf Baumgartners vidnesbyrd fandt Nietzsches møde med »Den Eneste« sted før 1878 henholdsvis 1874. For det meste har man formodet, at Nietzsche er blevet ansporet til at læse bogen af Stirner-passagerne hos Hartmann (1869) eller Lange (1866). Mere præcise studier af værker, breve og andet biografisk materiale gør det dog nærliggende at gå ud fra, at Nietzsche allerede inden da havde kendskab til »Den Eneste« og bestræbte sig på at beholde dette kendskab for sig selv. Dette forhold sammenholdt med paralleller til Stirner-receptionen hos forskellige andre tænkere fra Marx til Habermas, hos hvem mødet med Stirner fandt sted ved begyndelsen af deres filosofiske løbebane og tydeligt ledsagedes af en krise, får os til at rette blikket mod oktober 1865. De fleste af Nietzsches biografer konstaterer ganske vist en alvorlig krise på netop denne tid, men undlader at undersøge den nærmere. Man nøjes med en ukritisk skildring baseret på Nietzsches egne udtalelser. (40) Det er derfor her en grundigere undersøgelse er påkrævet.

Er der basis for mistanken om, at det var dengang, Nietzsche lærte »Den Eneste« at kende, og at dette udløste hans eksistenskrise? Det indebærer dog, at man først må have svar på et andet spørgsmål: havde Nietzsche muligvis allerede før 1865, måske i årene i Bonn (1864-65), mødt Stirners bog? Théophile Droz (1844-1897), en studiekammerat i de to semestre i Bonn, husker, at Stirners "berygtede" bog dengang cirkulerede i studenterkredse. (41) Men Nietzsche kan på det tidspunkt kun have haft et flygtigt kendskab til den. Ellers havde David Friedrich Strauss' »Jesu liv«, som han læste i semesterferien i påsken 1865, ikke kunnet gøre dét gevaldige indtryk på ham, der gav ham kraft til at tage en konfrontation med sin fromme familie, droppe det teologiske studium osv. Heller ikke hvad angår tiden indtil slutningen af september 1865, er der holdepunkter for, at Nietzsche skulle have befattet sig med Stirner.

Men den unge Nietzsche synes i al hemmelighed at have været fascineret af tiden op til marts 1848, i de følgende år forkætret og tabubelagt. Feuerbach havde han allerede tidligere interesseret sig for. Nu, i september 1865, beklager han i et brev til vennen Raimund Granier sin egen generations gammelmandsagtighed og "filistrositet" og sværmer for den "åndeligt vakte tid" for 20 år siden, som han langt hellere ville have levet i. Semesterferien, før han flytter fra Bonn til Leipzig, tilbringer han først hos sin familie i Naumburg. Men allerede her er han fuld af forventning til et to ugers ophold hos vennen og studiekammeraten Hermann Mushacke og dennes familie i Berlin: "Mit nuværende liv er en forberedelsestid til Berlin, ligesom vor jordiske tilværelse er det til den himmelske", skriver han til Hermann. "Til kaffen spiser jeg noget Hegel'sk filosofi, og svigter appetitten, tager jeg nogle Strauss'ske piller". (42)

Hvorfor Nietzsche var så opsat på at træffe Hermanns forældre, vil snart blive klart. Fra den 1. til den 17. oktober 1865 er han gæst hos familien Mushacke i Berlin. Det er kun brudstykkeagtigt overleveret, hvad han har foretaget sig her og oplevet. Han er åbenbart for opslugt til at kunne skrive hjem. Først nogle dage efter afrejsen, den 22. oktober i Leipzig, skriver han til sin mor, og sidst i brevet hedder det: "Livet i Berlin var usædvanligt tiltalende og fuldt af gode oplevelser. Den gamle Mushacke er det mest elskværdige menneske, jeg har kendt. Vi er dus". Og han fortsætter overmodigt: "På min [21. års] fødselsdag har vi skålet på jeres vel i champagne."

De to uger i Berlin havde hensat Nietzsche i eufori, efter at han mismodigt havde taget afsked med Bonn. Ørsagen ligger åbenbart i mødet med Hermann Mushackes far, Eduard, et møde han havde set hen til med så stor spænding og forventningsglæde. Eduard Mushacke var en veteran fra den "åndeligt vakte tid" før marts 1848. Hvad dét betød, kan han ikke skrive om til moren - efter chokket i påsken. Han skriver det i sin dagbog - som han snart skal brænde for aldrig mere at blive mindet om disse dage. Hans Mushacke-oplevelse kan derfor først nu gøres tilgængelig for os.

Euforien fra Berlin holder ham i første omgang også oppe i Leipzig. Kort efter sin ankomst hertil, den 19. oktober, skriver han et brev til Eduard Mushacke, hans nyvundne, "højt værdsatte ven", som han måtte være dus med og helst ville kalde "min far". Han begynder med en passage, hvori han udtrykker sin "taknemmelige og hjertelige følelse" over for ham, derpå slår han over i en snakkende tone og slutter med ord, der er lette og selvironiske og endnu prægede af den opløftede stemning, mødet med Eduard Mushacke har hensat ham i: "I dag for hundrede år siden blev studenten Wolfgang Goethe immatrikuleret. Vi nærer det beskedne håb, at vor immatrikulation også vil blive husket om hundrede år". Fra Berlin synes Nietzsche at have taget et eller andet højtflyvende projekt med sig, som Eduard Mushacke må have ansporet ham til, for han fortsætter: "Det er nok, at dit navn herigennem bliver udødeligt ... ". Det var ikke ment som blot en spøg, og den unge entusiast tænkte her med sikkerhed heller ikke på studiet af den klassiske filologi, i hvis net han snart skulle styrte sig.

5.2 Depression i Leipzig

Der findes ingen autentiske vidnesbyrd om denne krise i form af breve og dagbøger. Der er kun overleveret et selvbiografisk "Tilbageblik på mine to år i Leipzig, 17. oktober 1865 til 10. august 1867". Heri beskriver Nietzsche først de to uger i Berlin før den 17. oktober, og det i en tone, der slet ikke passer til tonen i de (få) autentiske vidnesbyrd. Ifølge "Tilbageblikket" skal det have været udtalt dystre dage. Allerede ved ankomsten skal han have været i dårligt humør. "Også vore samtaler gav næring til min forbitrede stemning. Så var der den fortræffelige Eduard Mushackes sarkasmer, hans indblik i den højere skoleforvaltning, hans vrede over det jødiske Berlin, hans erindringer fra unghegelianernes tid, kort sagt hele den pessimistiske atmosfære hos en mand, der havde set ganske meget bag kulisserne, hvilket alt sammen bidrog til min misstemning. Jeg lærte dengang, hvor behageligt det kan føles at være sortseer ... "

I tilslutning hertil skildrer Nietzsche så, hvordan han, i slutningen af oktober 1865, fandt frem til Schopenhauer og filosofien: "Dengang svævede jeg efter nogle smertelige erfaringer og skuffelser uden nogens hjælp ensom i luften, uden principper, håb eller gode minder". Rent tilfældigt, siger han, skal han i et antikvariat være stødt på Schopenhauers hovedværk. En dæmon skal have hvisket til ham, at han skulle købe bogen af dette "dystre geni", der indtil da havde været ham "fuldkommen fremmed". Hvorpå Schopenhauer øjeblikkeligt skal have grebet ham og drevet ham til indre øvelser i "dyster selvforagt" og til udskejelser af "selvbebrejdelser" og selvhad: "Heller ikke fysiske pinsler manglede. Således tvang jeg mig selv til to uger igennem først at gå i seng klokken to om natten og stå op igen præcis klokken seks". Han frygtede at miste forstanden: "En nervøs ophidselse bemægtigede sig mig, og hvem ved, hvilket punkt af galskab jeg kunne have bragt det til ... " Selvspægelsen, den strenge ydre tvang til regelmæssige studier og Schopenhauers tanker hjalp ham til sidst til at komme ud af den forfærdelige situation. I de følgende uger og måneder skal han være blevet "født til filolog". (43) Men hertil blev han snarere presset end født, af indre nødvendighed og ydre faktorer. I stedet fødtes han dengang til - lidenskabelig filosof.

Som så ofte hos Nietzsche er der i denne beretning en blanding af åbenhed og tilsløring, af oprigtighed og maskepi. Han er nu i sikker afstand, efter en personlig stabilisering i et miljø af Schopenhauer-beundrere og venner og indskrevet i den filologiske forening. Alligevel ville Nietzsche senere brænde beretningen, hvad hans søster dog kunne forhindre. (44) Men han har åbenbart brændt de "urolige, tungsindige dagbogsblade fra den tid", fra oktober/november 1865, da han frygtede at blive forrykt. De havde måske kunnet give et fingerpeg om, hvad han fortier i sin senere beretning, kamufleret gennem meddelsomhed og en omtale af nogle pinlige detaljer: nemlig om hvad der var den virkelige udløser af hans psykiske sammenbrud - hvorunder han muligvis var på randen af en veritabel psykose - altså om hvad der var årsagen til hans første store eksistenskrise, der samtidig var filosoffen Nietzsches initiale krise.

Man bør kunne forvente, at belysningen af Nietzsches initiale krise kan understøtte en "Nietzsche-adækvat" (H. J. Schmidt) fortolkning af hans værk og bruges til at orientere sig efter i hans "sygdoms-labyrint" (P. D. Volz). Hvem der har et detaljeret kendskab til blot de tidligere nævnte tænkeres reaktioner på Stirner, vil ikke stå hovedrystende og forvirret over for en "dæmon", "et sendebud fra det terræn, som han [Nietzsche] skulle betræde 20 år senere" (C. P. Janz), (45) når han læser denne forvildede Nietzsche-notits fra dengang: "Hvad jeg frygter, er ikke den skrækkelige skikkelse bag min stol, men dens stemme: heller ikke ordene, men skikkelsens gysende, uartikulerede og umenneskelige tone. Ja, hvis den overhovedet taler, som mennesker taler!" (46)

Ingen af de Nietzsche-biografer, jeg kender, har problematiseret den stemning af trøstesløshed, han på den tid befandt sig i. Den første halvdel af oktober 1865 er og bliver et mørklagt kapitel. Man har set og ser hans krise fra slutningen af oktober som en følge af de problemer, han havde under de to semestre i Bonn, altså tabet af den kristne barnetro og beslutningen om under ingen omstændigheder at studere teologi, hvad der stod i direkte modsætning til hans families ønsker og forventninger. Selv Werner Ross, der betragter Nietzsches "gevaldige dramatisering" af hans Scopenhauer-vækkelse med skepsis , (47) fatter ikke mistanke og trænger ikke dybere ned, og ligesom Nietzsche-biograferne generelt spidser han heller ikke ører hverken ved stikordet "unghegelianer" eller ved den mærkværdigt intensive og abrupt afbrudte forbindelse med Eduard Mushacke.

5.3 Eduard Mushacke?

Eduard Mushacke er en figur, der hidtil har været fuldstændigt upåagtet af Nietzsche-forskningen. Man finder ham kun undtagelsesvis i registre i Nietzsche-bøger og -tidsskrifter. Janz anfører ham fejlagtigt som "Eberhard", den nye, omfattende Jubiläums-Nietzsche-Chronik (forlaget dtv) kender ikke engang hans fødsels- og dødsår. Biografiske leksika nævner ham ikke i deres fortegnelser. Janz kalder ham overlærer og følger her en notits af Nietzsche. Det er vel rigtigt nok, men ikke helt tilstrækkeligt til at forklare den begejstring, Mushackes personlighed havde kaldt frem i den unge Nietzsche, netop dengang befriet fra sine gamle bindinger.

Den gennemgående ignoreren af Mushacke i Nietzsche-forskningen hænger sammen med det beskrevne, almindelige ukendskab til Stirner. Jeg har ved at beskæftige mig med Stirner fundet et spor til Mushacke i John Henry Mackays Stirner-biografi. Her nævnes to gange kort en seminarielærer ved navn Mussak, der hørte med til den "snævrere kreds" af unghegelianere i Berlin, og som var en "god ven" af Stirner. (48) Denne oplysning havde Mackay gennem en hjemmelsmand fået fra et andet medlem af samme kreds, nemlig Friedrich Engels. Kunne denne "Mussak" uden fornavn være identisk med Eduard Mushacke? Omfattende undersøgelser i adressebøger og navnelister gav i første omgang til resultat, at navnet Mussak på hin tid ikke kunne påvises i Berlin-området. Yderligere efterforskninger i arkiverne førte til slut til den konklusion, at Engels må have givet sin oplysning i en fonetisk skriveform. Endelig kunne det på grundlag af talrige dokumenter definitivt fastslås: den ven af Max Stirner, Engels havde nævnt, var rent faktisk seminarielæreren dr. Eduard Mushacke (1812-1873). Dette resultat blev rent tilfældigt bekræftet næsten samtidig af en undersøgelse, der var uafhængig af min, og som ikke havde noget med Nietzsche at gøre. (49)

Hvad mødet med Eduard Mushacke må have betydet for Nietzsche, kan man uden større besvær slutte sig til ud fra de få overleverede vidnesbyrd. I det nævnte brev fra september 1865 til Granier klagede Nietzsche, der just var "sluppet ud af sine studiekammeraters skrigende udørken, denne tomme fylde, denne gammelmandsagtige ungdom" i Bonn: "Mennesker, som man kan elske og agte, endnu mere, mennesker, der forstår os, er latterligt sjældne. Men vi er selv skyld i det, vi er kommet 20, 30 år for sent til verden ... ". Længe havde han glædet sig til at træffe et menneske, der havde været ung i den forkætrede, tabubelagte unghegelianske tid - men som Nietzsche beundrede som "åndeligt særligt vakt". Gennem læsning i Naumburg havde han forberedt sig til dette møde. Og han tilbragte derpå to uger sammen med Eduard Mushacke, en veteran fra dengang, som straks sluttede venskab med den unge himmelstormer og tilbød ham at være dus.

Det er næsten ikke til at forestille sig, at Mushacke ikke skulle have fortalt Nietzsche om sin ven Stirner, i betragtning af dennes interesse for ungehegelianerne; eller at han ikke havde Stirners »Den Eneste« i reolen, eller at Nietzsche ikke straks har slugt bogen. Her læste han, der var kommet frem til ateismen ved hjælp af Feuerbachs og Strauss' religionskritik, måske også Bauers evangeliekritik, at, hvorfor og i hvilken betydning disse ateister er "fromme folk". Her læste han om Guds død, om immoralitet, nihilisme osv.; her så han, hvordan en anden havde stillet sig "hinsides godt og ondt" og "filosoferede med hammeren". For et yderst sensibelt menneske som Nietzsche må det have været en nærmest ufordøjelig overdosis. Den herigennem fremkaldte tankeberuselse efterfulgtes af et veritabelt sammenbrud, af selvterapi, af den initiale krise, af flugten dels til Schopenhauer, dels "ind i den stupide følelsesløshed ... som følge af mit filologiske pindehuggeri". (50) Selv om Nietzsche aldrig mere skal tale om hin beundrede "åndeligt særligt levende" tid, så virkeliggjorde han dog senere, ganske vist i inverteret form, det store projekt, som skinner igennem i det euforisk skrevne brev til Eduard Mushacke af 19. oktober. Han fortsatte ikke den af unghegelianerne forberedte og af Stirner indledte radikal-ateistiske oplysning - han "overvandt" den. (51)

Efter sin dobbelte flugt afbrød Nietzsche den eksalterede forbindelse med Eduard Mushacke på en brat, om end uspektakulær måde. Han skrev ikke mere til ham og bad i de breve, han lejlighedsvis sendte sønnen Herman, denne hilse, idet han anvendte de samme floskler som før deres forbrødring, som havde de aldrig truffet hinanden: "Hils dine dyrebare pårørende" eller "Hils dine kære forældre". På sine senere ganske få rejser til Berlin har han, så vidt man ved, ikke besøgt ham. Den unghegelianske veteran, der på sin side efter sine vilde år var sejlet ind i det statslige skolevæsens sikre havn, har næppe taget Nietzsche det ilde op. Og Mushacke junior, som Nietzsche kaldte et "rart menneske", synes efter alle solemærker at dømme ikke at have vidst noget som helst om sin studiekammerats store personlige krise, måske det vigtigste kursskifte på dennes livsbane.

6. Epilog

Man kan ganske vist tage identificeringen af Eduard Mushacke som Stirners ven til efterretning som en underordnet detalje og tilbagevise alle herpå baserede slutninger som spekulation. Min rekonstruktions heuretiske værdi, det herigennem åbnede nye perspektiv på Nietzsches værk, på hans liv og muligvis på hans finale krise kan vel kun erkendes af den, der har ryddet to massive hindringer af vejen: den konventionelle ringeagt for Stirner og ukendskabet til »Den Enestes« i vidt omfang skjulte re(pulsions- og de)ceptionshistorie - en historie der netop viser, hvor lidt basis der er for at betragte Stirner som en tænker uden betydning. (52)

Noter: